17. maj 2023

Næstved Borgersamling anbefaler 31 konkrete initiativer

Medlemmerne af Borgersamling Næstved har færdiggjort deres arbejde. Gennem en række møder, har medlemmerne udviklet og blevet enige i at anbefale 31 konkrete initiativer, fordelt under 6 overordnede anbefalinger

Fakta

Næstved Byråd besluttede i juni 2022, at nedsætte en borgersamling for at give borgerne mere indflydelse på kommunens udvikling og fremtid.

Borgersamlingens medlemmer har været samlet til en række møder, hvor de har brainstormet, hørt på eksperter, været kreative, udviklet idéer og endt ud med at lave konkrete anbefalinger og initiativer. Borgerne har tilsammen lagt minimum 776 timers arbejde i borgersamlingen, hvilket er over 26 døgns sammenlagt arbejde.

De mange initativer, som borgerne har udviklet, er fordelt under seks overordnede temaer som borgersamlingens medlemmer har fundet vigtigst at arbejde med. Temaer er: “Havn, kanal og by”, “Erhverv”, “Bymidten”, “Unge”, “Boliger” og “Sammenhæng mellem by og land”. Derudover har borgerne udviklet en tekst om deres drømme for fremtiden og lavet et opråb til politikerne, hvor de opfordrer til at turde træffe modige beslutninger. Alt dette kan læses i anbefalingsrapporten:

Anbefalinger fra Borgersamling Næstved

Borgernes store arbejde er netop blevet præsenteret for politikerne fra Næstved Byråd. En række af byrådets medlemmer var mødt op, og var alle begejstrede over borgernes arbejde.

Byrådet i Næstved og embedsfolkene i kommunen skal nu behandle anbefalingerne. De har forpligtet sig på at give en respons og status på implementeringsarbejdet umiddelbart efter sommer og om to år.

Et af borgersamlingens medlemmer, Anne, beskriver forløbet således:

“Det har været lærerigt og givende at være med i borgersamlingen, ikke mindst fordi folk har budt ind med noget – der har været plads til alle meninger, og vi har været gode til at snakke om tingene, lytte og udvide vores horisonter. Derudover har jeg mødt gode mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. Jeg har haft det rigtig hyggeligt med dem”