6. november 2023

En grøn fremtid i Gentofte Kommune: Borgersamlingen er i gang!

36 repræsentativt udvalgte borgere fra Gentofte Kommune mødes i løbet af efteråret 2023 i kommunens klimaborgersamling. Formålet er at sikre gode, inkluderende og legitime løsninger på den grønne omstilling i kommunen og at give borgerne en stemme i fremtidens grønne kommune.

Fakta

I sommer modtog 30.000 borgere i Gentofte Kommune en invitation til at deltage i den klimaborgersamling, som Gentofte Kommune, i samarbejde med We Do Democracy, nu har skudt i gang. 330 borgere meldte sig til at være med, hvorudfra 36 repræsentativt udvalgte borgere til sidst fik en plads i samlingen.

De 36 Gentofteborgere mødtes for første gang 16. september og skal i løbet af efteråret mødes 5 gange, for sammen at udvikle og formulere konkrete anbefalinger til kommunalpolitikerne til, hvordan man som kommune sikrer en bæredygtig grøn omstilling, som tager højde for borgernes forskellige behov.

Borgersamlinger som denne er med til at skabe legitimitet i de politiske beslutningsprocesser, fordi borgernes stemmer engageres og i højere grad bliver hørt, end vi er vant til i de demokratiske beslutningsprocesser. Styrken ved den deliberative proces består bl.a. i, at borgerne får mulighed for at se hinanden i øjnene, høre og forstå andre perspektiver og dermed skabe sig et større billede af, hvordan man sikrer bæredygtige løsninger på komplekse udfordringer. Processen giver i sidste ende borgersamlingens anbefalinger en bredere vidde, som skaber en højere grad af inklusion og legitimitet i kommunalpolitikernes politiske beslutninger.

Vi er utrolig glade for at få lov til at facilitere klimaborgersamlingen, og vi glæder os til i fællesskab at finde grønne løsninger på fremtidens klimaudfordringer.

Det næste møde afvikles 18. november, og anbefalinger skal ligge klar til politikerne mandag d. 18. december 2023.

Følg med på vores sociale medier for løbende opdateringer.