16. februar 2021

Borgerpanelet om Europas Fremtid

Det europæiske demokrati har brug for ny ild! Det er på tide, at vi begynder at eksperimentere med nye demokratimetoder til politikudvikling på EU-niveau.

Fakta

I forbindelse med Konferencen om Europas Fremtid har The European Policy Center i samarbejde med lokale partnere fra 7 medlemslande søsat Moving Europe Together. Initiativet er tænkt som en række parallelle borgerkonsultationer, hvor 30 borgere fra hvert af de 7 landene, skal komme med deres anbefalinger til fremtidens politikudvikling.

We Do Democracy har som førende eksperter indenfor large-scale facilitering og deliberativt demokrati, været European Policy Centers rådgiver og hjulpet dem med designet af projektets overordnede format. Ambitionen er at forløbet faciliterer vidensdeling og udvikling af den deliberative metode på tværs af de deltagende lande. Derudover er We Do Democracy blevet udvalgt som den danske partner for initiativet. I det næste halvår skal vi drive og facilitere en række konsultationer under navnet “Borgerpanelet om Europas fremtid”, der skal invitere borgere fra hele Danmark til at diskutere, hvordan Europa på bedst mulig vis kan imødekomme fælles udfordringer og muligheder i det 21. århundrede.

Hvilken rolle skal Danmark spille i det europæiske samarbejde? Hvordan tager vi hul på et Europa i konstant udvikling?

Projektet er en unik mulighed for at bidrage med en dansk stemme i en paneuropæisk debat. En debat som vil danne fundament for de kommende års politikudvikling på EU-niveau og som vil have stor betydning for europæernes fremtid. For at sikre at initiativet forankres i et bredt udsnit af samfundslag, samarbejder vi med partnere fra hele landet, der både repræsenterer erhvervslivet, det politiske system, kultursektoren og civilsamfundet.

Vær med som partner!

Projektet Moving Europe Together, Danmark sker i partnerskab med Europa Parlament i Danmark, NytEuropa, Demokrati Garage og VoltDanmark. Med støtte fra European Policy Center. Øvrige partnere i Danmark er: Københavns Kommune, Dokk 1 Bibliotek i Aarhus, som hjælper os med at sprede budskabet om initiativet og muligheden for at tilmelde sig borgerlotteriet om en plads i panelet.