Politiken, DR og Altinget bringer historien om borgersamlingen samme dag som lanceringen af anbefalingerne. Fordi borgernes ord i netop denne sag er så utroligt vigtige. Priincipielt forholder vi os såom demokratirådgivere ikke til anbefalingerne – men lade medlemmerne tale for sig selv i deres slutrapport. Det er deres egne ord, vurderinger og anbefalinger til fremtiden for Lynetteholm. Som by kan vi blive klogere på repræsentativ gruppe borgeres anbefalinger om et så komplekst og konfliktfyldt projekt som Lynetteholm – vel at mærke på et oplyst grundlag, hvor bredden af byens kollektive intelligens er inddraget.
Borgersamlingen er lykkedes med, at medlemmerne har fundet balancerne i en lang række dilemmaer, som var indbygget i kerneopgaven. De har hele tiden forholdt sig sagligt, fair og ordentligt, både til opgaven og hinanden. På tværs af deres uenigheder har de bevaret respekten for andre perspektiver end deres eget. Processen har været befriet for konflikterne, de højtråbende og særinteresserne, som kan fylde udenfor borgersamlingens rum. Ikke fordi de stemmer ikke er relevante, men fordi vi som samfund ikke tidligere har formået at inviteret alle de andre med ind i samtalen.
Sammenlagt har de 36 medlemmer bidraget med 2500 timers arbejde over to faser i næsten et år. Hertil har 30 uafhængige eksperter bidraget med viden til borgernes arbejde. Tilsammen har de skabt en offentlig samtale af høj kvalitet og har bevist, at det kan lade sig gøre at have meningsfuld samtale, når bare tiden og vidensgrundlaget er i orden.
En særlig tak til By & Havn. Vi har oplevet, at de som offentligt ejet selskab har været optaget af nye metoder til at styrke den demokratiske samtale. Som opdragsgiver har de værnet om formatets uafhængighed og bidraget til at byens beslutningstagere i dag står med borgersamlingens anbefalinger. Og ja, som medlemmerne skriver, så anerkender de By og Havn for igangsætningen af borgersamlingen, også selvom den kom sent ind i processen. Læringer og erfaringer som kan drages med videre ind i de mange udfordringer og omstillinger som vores samfund står overfor i fremtiden.
Tak til alle der har bidraget. Medlemmerne af borgersamlingen. Eksperter og borgere, der har bidraget med afgørende viden og indlæg. De udpegede medlemmer af den uafhængige ekspertgruppe og borgersamlingens Advisory Board. Følgeforskere fra Københavns Universitet, Dublin City University og førende internationale deliberative ekspertprofiler. Læs mere om borgersamlingen på www.lynetteholm.borgersamling.dk